Kommune betaler godtgørelse til den ældste Tønder-pige

Den pige, der i årevis blev udsat for seksuelle overgreb i Tøndersagen, får nu godtgørelse på 300.000 kroner.

Den ældste pige fra Tøndersagen får nu økonomisk oprejsning fra det officielle Danmark.

Tønder Kommune betaler en godtgørelse på 300.000 kroner og anerkender dermed svigtet af pigen gennem hendes barndom.

- Det betyder rigtig meget for mig, at kommunen nu anerkender, at de har begået alle de fejl, og at det har skadet mig, siger pigen til Politiken.dk.

Hun sendte for en måned siden udkast til en stævning mod kommunen for deres medansvar, da kommunen undlod at gribe ind overfor de mange overgreb, som foregik i hendes hjem gennem det meste af hendes barndom

Kommunen har nu valgt at betale hele kravet uden at føre sagen ved domstolene.

Direktør for Børn, Skole, Kultur og Fritid i Tønder Kommune, Viggo Christensen, mener ikke, at kommunen reelt havde så mange valg.

- Det er en grim sag. Og af hensyn til pigen er det det rigtige at betale nu, for ellers kunne man have forudset en langvarig retssag ved domstolene, som hun ville blive hovedperson i, siger Viggo Christensen til Politiken.dk.

For pigen selv er erkendelsen af, at kommunen begik svigt det vigtigste.

- Pengene er gode at have, men jeg ser det som en undskyldning fra Tønder Kommune for, at de har svigtet mig og mine rettigheder gennem min barndom. Det er den anerkendelse, der betyder mest for mig, siger hun til Politiken.dk.

Pigens far blev i 2007 idømt 10 års fængsel for årelangt misbrug af datteren og for at lade en stribe andre mænd misbruge dem. Hendes mor, der er psykisk syg, blev dømt til behandling.