Kommune forbereder husejere på stor regning

Alle husejere skal skille deres regnvand fra kloakvandet. Nu gør en kommune det nemmere at følge med i, hvornår der kommer en regning.

Værsgo. En regning på 15.000 kr. Måske 50.000 kr.

Det er den kontante opvågning for mange husejere, når deres kommune tvinger dem til skille deres regnvand fra kloakkens vand, inden det løber ud i kommunens hovedledninger. Husejeren skal selv betale for kloakarbejdet fra huset til kommunens hovedledning.

Lige nu gør Kolding Kommune det nemmere for husejerne at se, hvornår gravemaskinerne og dermed regningen kommer til deres kvarter. Nu kan enhver husejer søge på sin egen adresse og se, hvornår arbejdet er planlagt.

Øget nedbør har tvunget kommuner over hele landet til at dele deres kloakledninger op i regn- og kloakvand, sådan at rensningsanlæggene ikke oversvømmes af regnvand, og urenset spildevand derved løber ud i f.eks. et badevandsområde.

Kolding kalder sin spildevandsplan for blå plan.