Spring dukkerten over: Kommune fraråder badning

Horsens Kommune fraråder de lokale badegæster at bade i Ring Sø ved Brædstrup efter fund af blågrønne alger.

Koncentrationen af alger i Ring Sø er så kraftig, at vandet er usundt at bade i.

Horsens Kommune holder jævnligt kontrol med badevandet i kommunen og efter en henvendelse fra en borger, har man undersøgt vandet i søen, og man fraråder nu de lokale at bade i søen.

Tommy Krogh Abrahamsen fra Horsens Kommunes natur- og miljøafdeling forklarer, at det er normalt, at man ser denne type alger på denne tid af året.

- Det er ikke atypisk, og man har også tidligere kunnet se algetypen i samme sø.

Den 21. juni tidligere i år kunne natur- og miljøafdelingen i Horsens Kommune konstatere den blågrønne alge i samme sø. Tommy Krogh Abrahamsen fortæller dog, at algen indtil nu har været væk.

Børn og hunde er særligt udsat

Grunden til at Horsens Kommune fraråder badning i Ring Sø er, at det kan være usundt at bade i vand med den type af alge.

Algerne er usunde, da de danner giftstoffer, der i værste tilfælde kan resultere i en forgiftning, hvis man sluger meget af vandet. Derfor kan særligt børn og hunde blive syge, da de ofte drikker af vandet. Det er dog sjældent, at der sker alvorlige forgiftninger af mennesker.

Derudover kan algerne resultere i hudirritationer og udslæt.

Kommunen tester jævnligt vandet

Hvornår søen bliver badeklar er uvist.

-Det kommer an på opblomstringen af alger. De skal helst være helt væk. Der kan gå op til en uge for algerne er henfaldet, siger Tommy Krogh Abrahamsen

Borgerne i Horsens kan trygt bade i Ring Sø igen, når skiltene ved søen bliver fjernet af Horsens Kommune.