Kommune frygter forurening i havet

I Horsens Kommune har en virksomhed fået lov til at opdrætte ørreder på havet af Miljøstyrelsen, men Horsens Kommune har klaget over tilladelsen, fordi de ikke vil have forurening ud for deres kyst.

De er godt trætte af Miljøstyrelsen i Horsens Kommune. Styrelsen har nemlig givet tilladelse til ørredopdrætning på havet, der vil producere op til 2.000 ton ørreder om året. Formanden for Teknik- og Miljøudvalget frygter, at det kommer til at gå ud over miljøet i Horsens.

- Vi er bekymrede for, at forureningen vil forplumre vandet og skabe forureningsslam i Horsens Fjord, siger formand i Teknik- og Miljøudvalget, Ole Pilgaard Andersen, til TV SYD.

Dambruget har fået lov at udlede 88 ton kvælstof og 9,6 ton fosfor hvert år. Det ærgrer formanden, fordi kommunen har brugt 26 millioner på at minimere kvælstofudslippet med otte ton i området omkring øen Endelave.

Udover en klage fra Horsens Kommune har også Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Sportsfiskerforening, Sommerhusejere på Endelave og fastlandet også klaget over tilladelsen.

Virksomheden Hjarnø Dambrug ønsker ikke at kommentere på sagen.