Kommune inviterer alle plejehjemsbeboere i cirkus

Ældre kan tage børn, børnebørn og oldebørn med i teltet.

Kolding Kommune har inviteret alle kommunens plejehjemsbeboere i cirkus på fredag. 320 beboere har sagt ja tak, og de kan tage børn, børnebørn og oldebørn med til forestillingen hos Cirkus Arena.

quote

Det giver beboerne en chance for at komme tæt på noget, mange af dem kan huske fra deres barndom.

Gitte Meyer Larsen, chef for Kolding Kommunes plejehjem.

Desuden inviterer kommunen en række frivillige, foreninger og børnehaver i cirkus, og der bliver budt på is og sodavand.

- Det giver beboerne en chance for at komme tæt på noget, mange af dem kan huske fra deres barndom. Det er jo noget andet end at se cirkus på tv, når man er tæt på artisterne og kan dufte savsmuldet, siger Gitte Meyer Larsen, som er chef for kommunens plejehjem,

Musikalsk eventyr

Cirkus Arena lover ”et hæsblæsende musikalsk eventyr venter for hele familien", hvor blandt andre artisten Patrick Bardino og rapperen Clemens er i manegen.

Kommunen sætter liftbusser ind for at kunne transportere de mange plejehjemsbeboere. Cirkus Arena har plads til 1750 tilskuere, heraf 120 i kørestole. Men hvad med alle de ældre, som ikke er friske nok til at tage i cirkus?

- Det bliver en lang dag, så der er selvfølgelig en del beboere, blandt andre demente, som ikke kan være med. Men vi har også løbende arrangementer og demensklovne ude på plejehjemmene, siger Gitte Meyer Larsen.