Kommune kan ikke lukke bofællesskab

Tønder Kommune kan ikke lovligt lukke et bofællesskab for seks udviklingshæmmede i Skærbæk.

I bestræbelserne på at spare ti millioner kroner på budgettet i 2011, havde Tønder Kommune egentligt besluttet at lukke et bofællesskab for udviklingshæmmede i Skærbæk. Det kan de bare ikke i følge loven.

Lejekontrakter hindrer kommunen

De seks udviklingshæmmede har nemlig individuelle lejekontrakter med det boligselskab, der ejer de lejligheder, de de bor i. Tønder Kommune kan derfor ikke tvinge de seks udviklingshæmmede til at flytte. Og så længe de seks udviklinghæmmede bliver boende, har de i følge serviceloven ret til hjælp fra kommunen. 

Borgmester vil forhandle

Borgmesteren i Tønder Kommune håber, at de via forhandling kan finde en løsning med beboerne:
-Om de bliver boende eller ej, det kan jeg ikke vide endnu. Men vi vedtager budgettet i aften med udgangspunkt i, at de bliver boende. Så må vi forhandle med beboerne og de pårørende derefter, siger tønders borgmester Laurids Rudebeck.

Kommunen kan spare omkring 1,2 millioner kroner på at lukke bofællesskabet.