Kommune politianmeldt for at rive historisk bro ned

Den fredede bro fra 1700-tallet, Fiskebæk Bro, blev i januar revet ned. Nu er Tønder Kommune og det rådgivende ingeniørfirma Cowi blevet meldt til politiet.

I januar i år blev den fredede Fiskebæk Bro i Tønder revet ned og erstattet af en ny bro. Det rådgivende ingeniørfirma Cowi havde ikke fået at vide, at den historiske bro fra 1700-tallet var fredet. Men det var den.

Nu er både Tønder Kommune og Cowi blevet meldt til politiet. Anklagen lyder på medvirken til vandalisering af et totalt fredet stykke Danmarkshistorie.

- Min kone og jeg holder meget af mindre kendte historiske steder i Sønderjylland. Derfor blev jeg temmelig sur, da jeg læste, hvad der var sket, siger Kenneth Jensen fra Fredericia til JydskeVestKysten. 

quote

Min kone og jeg holder meget af mindre kendte historiske steder i Sønderjylland. Derfor blev jeg temmelig sur, da jeg læste, hvad der var sket.

Kenneth Jensen, Fredericia 

 

Han håbede, at Museum Sønderjylland ville melde sagen til politiet. Men da de ikke gjorde det, tog Kenneth Jensen sagen i egen hånd. 

- Derfor besluttede jeg mig for at gøre det. Jeg har en forventning om, at Tønder Kommune bliver pålagt at genopføre broen, og at de involverede får en bøde. Havde det været en privatperson, der havde begået noget tilsvarende, viser afgørelser i tilsvarende sager bøder på mellem 10.000 og 20.000 kroner, siger Kenneth Jensen.

Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter til JydskeVestKysten, at de har modtaget anmeldelsen.