Kommune presser handicapsvømmeklub ud

Udligning i husleje i forhold til Horsens Kommunes andre svømmeanlæg, får frivillig svømmehandicapklub ned med nakken.

Kommunens svømmeanlæg skal betale samme husleje, uanset hvordan de drives. Det slår Horsens Kommune fast.

Det skaber vanskeligheder for Handicapsvømmeklubben Boblen. Udligningen i forhold til kommunens andre svømmeanlæg gør, at klubben er nødt til at sætte kontigentet op - fra 639 kroner om året til 1890 kroner - for at overleve.

Klubben drives udelukkende af frivillig arbejdskraft, i modsætning til for eksempel svømmehallen i Forum Horsens, som har udgifter til personale.

Farvel til svømmeture

De 395 brugere af svømmeklubben er hovedsageligt syge eller handicappede pensionister. Snart må de sandsynligvis vinke farvel til deres ugentlige badeture i Plejecenteret Lindehøjs varmtvandbassin, som de har lejet sig ind hos.

- Det er utroligt bittert. Vi ved at vore medlemmer vil savne den ugentlige gymnastik, der har været med til at holde dem i gang, og det sociale samvær da mange har fået gode kontakter inden byrdes, siger Tommy Jørgensen, som er formand for svømmeklubben. 

Lukning af klubben

På lørdag afholder svømmeklubben ekstraordinær generalforsamling, hvor de skal stemme om kontigentforhøjelserne.

Klubbens bestyrelse anbefaler medlemmerne at stemme nej til forslaget og dermed nedlægge svømmeklubben som konsekvens af den høje husleje.