Kommune scorer højt: Gerda og Inger er glade for at bo på plejehjem

Ældreplejen har ikke altid det bedste ry, men i Varde Kommune er det ikke helt retfærdigt. Her er 96 procent af de ældre tilfredse med plejen.

Langt imellem bade, ingen nærvær og bleer, der ikke bliver skiftet tidsnok. Det er de historier, vi igen og igen hører om ældreplejen. Men i Varde Kommune er det en helt anden fortælling, de ældre kan.

Her viser en ny undersøgelse, at kommunens ældre - i hvert fald 96 procent af dem - enten er tilfredse eller meget tilfredse med ældreplejen.

Det er kun nogle få måneder siden Gerda Balling Andersen flyttede ind på Tistrup Plejehjem, og det har været en god oplevelse.

- Jeg havde ikke forventet, at det var så fint, siger hun til TV SYD. 

En af Gerdas medbeboere er Inger Thorø Jensen. Hun har boet på Tistrup Plejecenter de sidste ni år.

- Min familie og andre synes, at det var synd for mig, at jeg skulle på plejehjem, siger hun til TV SYD.

Men det var slet ikke så slemt, og begge kvinder fortæller, at de er godt tilfredse med at bo på plejehjemmet.

- Jeg er glad for at bo her. Jeg skal ikke gøre rent. Det kommer der nogen og gør for mig, siger Gerda.

Ifølge plejecenterets teamleder, Dorte Sneum, er respekt for hinanden forklaringen.

- Vi har et rigtig godt sammenspil med hinanden. Generelt har vi respekt for hinanden, og det gør, at man kan få nogle gode snakke om, hvad man kunne tænke sig, og hvordan man har det, siger hun til TV SYD.

Beboerne mærker også, at personalet lytter til dem.

quote

Jeg synes, at det er dejligt, at vi har det så godt, og at de retter sig efter, det vi sommetider spørger om.

Gerda Balling Andersen, beboer, Tistrup Plejecenter

- Jeg synes, at det er dejligt, at vi har det så godt, og at de retter sig efter, det vi sommetider spørger om, siger Gerda.

- Der er selvfølgelig forskel på folk, og de har hver deres måde at gøre det på. Men alt i alt synes jeg, at de er virkelig gode, siger Inger.

Det er ikke kun beboerne, der er tilfredse. Ni ud af ti pårørende er ifølge undersøgelsen også godt tilfredse med kommunens pleje.