Kommune sender video-brev til minister

Aabenraa Kommune går nye veje for at få transportministerens opmærksomhed. Magnus Heunicke får nemlig et video-brev om trafikproblemerne ved afkørsel Nord. Se hele brevet herunder.

Videobrevet er stilet til ministeren og det er en af kommunens vejingeniører, som på to minutter fortæller Magnus Heunicke om problemerne med bilkøer på motorvejen.

Kommunen vil gerne overbevise ministeren om, at der er brug for en afkørsel mere nord for byen, som kan mindske presset på afkørslen ved Rødekro, hvor der ofte er kø helt ned på motorvejen om morgenen.

Det giver ikke mindst problemer, når supersygehuset i Aabenraa står helt færdigt, argumenterer kommunen. Sygehuset ventes af have knap 200.000 ambulante besøg og 36.000 indlæggelser om året.

Samtidig kan en ekstra afkørsel fremme væksten af to industrikvarterer.

- Vi har jo længe arbejdet for at komme på den prioriterede liste i Transportministeriet i forhold til at få anlagt en ekstra til- og frakørsel til E45 ved Bodum lidt nord for motorvejstilslutningen afkørsel 70 med direkte forbindelse til sygehuset. Derfor glæder det mig meget, at transportminister Magnus Heunicke har sat tid af til at se på forholdene med egne øjne, fremhæver borgmester Thomas Andresen.

Så torsdag eftermiddag tager han med Magnus Heunicke op i stigevognen fra Aabenraa Brand og Redning for at overskue problemet. Med i kurven er også det lokalvalgte folketingsmedlem Anne Sina.

Se hele videobrevet her. (Var.: 2.00)