Kommune sparer 30 mio. på botilbud, heroinklinik og rygestop

Der bliver omkring 170 mio. kroner mindre til servicen i Kolding Kommune de kommende fire år. 30 af millionerne er fundet på socialområdet.

- Nogle skal tage ansvar – alt andet er uforsvarligt.

Sådan lyder meldingen om besparelsen på i alt 30.621.000 kroner på socialområdet i Kolding Kommune fra medlem af Økonomiudvalget Elvis Comic (S) og medlem af Social- og Sundhedsudvalget Trille Nikolajsen (V).

Besparelsen fordeler sig således:

  • Socialpolitikken, samlet besparelse 15.553.000 mio. kr.
  • Sundhedsområdet, samlet besparelse 2.248.000 mio. kr.
  • Socialøkonomi, handicap og hjælpemidler, samlet besparelse 12.820.000 mio. kr.

Skulle have sparet på botilbud for længe siden

Den største besparelse, på syv millioner kroner, er på botilbud uden for Kolding Kommune. F.eks. hvis et barn bliver anbragt på et socialpædagogisk opholdssted i en anden kommune.

- Vi har talt med borgerne, og flere af dem ønsker at komme hjem og modtage støtte i deres hjem. Så vi støtter stadig borgerne, men i mindre omfang, siger medlem af Social- og Sundhedsudvalget, Trille Nikolajsen (V), til TV SYD.

Enhedslisten og SF ville ikke være med og trak sig fra forhandlingerne. Men hos Venstre er de af en anden opfattelse.

- Lidt frækt sagt, så skulle vi have gjort det for længe siden. Talt med borgerne om deres ønsker til støtte, forklarer Trille Nikolajsen.

Heroinklinik bliver lagt i graven

For at spare 1,1 mio. kroner undlader Kolding Kommune at oprette og drive en heroinklinik, som ellers var vedtaget. Klinikken, der var planlagt til at ligge på rehabiliteringscentret Låsbyhøj, skulle gøre det nemmere for Koldings narkomaner at få deres lægeordinerede heroin.

Men nu er heroinklinikken taget af bordet igen. I stedet må narkomanerne fortsat køre til enten Odense eller Esbjerg.

- Der er tale om et ekstra tilbud, og i praksis berører det kun ti borgere, fortæller medlem af Økonomiudvalget, Elvis Comic (S), til TV SYD.

Der er til gengæld fundet penge til at fortsætte driften af mødestedet Space i Nicolai-komplekset og socialrådgivere i dagtilbud og skoler og psykiatrirådgivningen Overmarksgården. De stod ellers til at lukke 1. januar 2020, hvis pengene ikke blev fundet i budgettet.

Slut med rygning – og mindre hjælp til rygestop

En af de mere paradoksale besparelser er på rygeområdet. For Kolding Kommune har netop vedtaget, at det fra august 2020 ikke længere er tilladt for Kolding Kommunes ansatte at ryge i arbejdstiden. Desuden bliver der totalt rygeforbud på alle offentlige områder.

Men samtidig bliver der sparet 500.000 kroner på tilskud til rygestopmedicin og nicotinerstatning i rygestopforløbet Slå Tobakken.

Budgetforliget er indgået mellem Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Enhedslisten og SF står udenfor forliget.