Kommune spørger borgerne om de har gode ideer

Kommune efterlyser borgernes ideer til at forvandle restaurant til naturcentrer.

Den tidligere kendte restaurant, Marbækgård, i Marbæk Plantage ved Esbjerg er på vej til at få et nyt liv. Esbjerg Kommune har sat penge af til at udvikle stedet til et stort naturcenter for alle naturelskere. 
Lørdag var der åbent hus, hvor alle kunne komme forbi med ideer til fremtidens Marbækgård og få en snak om stedets mange muligheder. Esbjerg Kommune har også allieret sig med DGI for at hjælpe udviklingen af Marbækgård godt på vej.

Det er planen, at Marbækgård skal udvikle sig til et samlingssted for alle, som nyder at færdes i Marbækområdet. For at realisere planen besluttede Esbjerg Byråd i forbindelse med sidste års budgetforlig at afsætte 1,9 mio. kr. til at forvandle de eksisterende faciliteter til et såkaldt trailcenter.

quote

Vi vil gerne have så mange forskellige brugergrupper med i denne tidlige fase.

Søren Heide Lambertsen, formand, Teknik & Byggeudvalget, Esbjerg Kommune

Et trailcenter i naturen

Kommunens første tanker går i retningen af omklædningsrum, depot- og opbevaringsplads, vaskeplads til cykler, udendørs og indendørs mødesteder. Centret skal rumme tilbud til så forskellige sportsgrene som gang, løb, ridning, cykling, vandsport og meget mere.

- Trailcentret skal fungere som samlingssted og mødepunkt for alle, som bevæger sig i naturen. Derfor vil vi gerne høre fra de, som færdes i området, både de brugere, som er med i en forening eller organisation, og dem, som på egen hånd dyrker motion i naturen. Vi vil gerne have så mange forskellige brugergrupper med i denne tidlige fase, siger formand for Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune, Søren Heide Lambertsen, (A).
En af dem, der lørdag bidrog med sine ideer, var Ebbe Salomonsen. Hør et klip med ham øverst i artiklen.

Den tidligere restaurant i Marbæk Plantage skal omdannes til naturcenter.
Den tidligere restaurant i Marbæk Plantage skal omdannes til naturcenter.
Foto: Nicolai Reinhold, TV SYD