TV der bevæger dig

Kommune støttede KIF ulovligt med 11 millioner

Daværende direktør Jens Boesen på et pressemøde, dengang det kun hed Kolding IF. I dag har han ingen kommentarer.

Statsforvaltningen har afgjort, at Kolding Kommune tilbage i 2010 har ydet ulovlig støtte til håndboldklubben KIF Kolding.

 

Det er Statsforvaltningens opfattelse, at der ved denne vederlagsfrie videreoverdragelse indirekte er ydet ulovlig støtte til en eliteidrætsklub

Afgørelse fra Statsforvaltningen.

 

KIF Kolding København, magtfaktor i dansk herrehåndbold, havde formentlig ikke eksisteret, hvis daværende KIF Kolding ikke havde fået en ”gave” af Kolding Kommune tilbage i 2010.

Den ”gave” i form af aktier i Kolding-Hallen gav nemlig håndboldklubben en livsnødvendig økonomisk indsprøjtning.

Det er Statsforvaltningens opfattelse, at der er ydet ulovlig støtte

Ulovlig støtte

Men nu er ”gaven” erklæret ulovlig. I denne uge har Statsforvaltningen – den statslige myndighed, som fører tilsyn med landets kommuner og regioner – afgjort, at aktieoverdragelsen var ulovlig.

Det skriver Statsforvaltningen i en afgørelse, som TV 2 SPORT har modtaget.

- Det er Statsforvaltningens opfattelse, at der ved denne vederlagsfrie videreoverdragelse indirekte er ydet ulovlig støtte til en eliteidrætsklub, lyder konklusionen.

Eliteidrætsklubben er KIF Håndbold Elite, selskabet bag det daværende KIF Kolding. Og støtten betegnes ”indirekte”, fordi kommunen i første omgang lovligt gav aktierne til KIF’s amatørafdeling, men denne videregav straks aktierne til KIF Elite. Dermed er støtten ulovlig, da en kommune ikke må yde støtte til en privat, kommerciel virksomhed.

 

Ulovligheden består altså i, at Kolding Kommune ifølge Statsforvaltningen ikke har sikret sig, at aktierne blev i amatørforeningen og ikke blev videregivet til en kommerciel virksomhed som KIF Elite, som drev det professionelle håndboldhold KIF Kolding.

 

Jeg er på ferie, og det er de, som kender KIF-sagen, også. Så ingen kommentar, før vi er retur i uge 31

Borgmester Jørn Pedersen, Kolding.

 

Kommunens ansvar

Efter at have modtaget aktiegaven – helt præcist aktier i Kolding-Hallen til en værdi af 11 millioner kroner – solgte KIF Elite aktier til en værdi af 14 millioner kroner videre til forsyningsselskabet TRE-FOR. 14 millioner kroner endte altså i håndboldklubbens dengang slunkne kasse, og Kolding-Hallen skiftede navn til TRE-FOR Arena.

Det er altså Kolding Kommune og den daværende kommunalbestyrelse, der bærer ansvaret for ulovlighederne. Spørgsmålet er nu, hvilken konsekvens afgørelsen får.

Sort på hvidt står det dog, at de aktier, der endte med at sikre KIF Elite en økonomisk indsprøjtning på 14 millioner kroner, skal tilbage i hænderne på de retmæssige ejere. Statsforvaltningen skriver i føromtalte dokument:

- Kommunalbestyrelsen må efter Statsforvaltningens opfattelse tage skridt til at søge forholdet lovliggjort ved snarest at påbegynde de fornødne forhandlinger med henblik på at søge aktieporteføljen tilbageført.

Ingen kommentarer før efter sommerferien

Det er nu op til Kolding Kommune at finde en løsning på sagen. Det er dog ikke umiddelbart muligt at blive klog på, hvad kommunens nuværende ledelse har tænkt sig at gøre.

 

 

Vi tager naturligvis Statsforvaltningens udtalelse til efterretning.

Lars Svoger, Kommunikationskonsulent for Kolding Kommune

 

Borgester Jørn Pedersen (V) svarer ikke på telefonen, men han skriver i en SMS til TV 2 SPORT:

- Jeg er på ferie, og det er de, som kender KIF-sagen, også. Så ingen kommentar, før vi er retur i uge 31 og har gennemgået sagen.

Kommunens kommunikationskonsulent Lars Svoger supplerer – lige ledes i en SMS på grund af ferie:

- Vi tager naturligvis Statsforvaltningens udtalelse til efterretning. Nu vil vi gerne have tid til at nærlæse den og se på Statsforvaltningens forskellige konklusioner. Indtil da ønsker vi ikke at gå i detaljer med sagen.

Afventer Koldings svar

Statsforvaltningen fortæller i en mail til TV 2 SPORT, at der ikke kommer til at ske mere i sagen, før Kolding Kommune har reageret:

­- Det kommunale tilsyn i Statsforvaltningen afventer nu Kolding kommunes orientering om, hvad udtalelsen giver kommunen anledning til. Vi kan derfor ikke på nuværende tidspunkt udtale os om, hvorvidt udtalelsen giver Statsforvaltningen grundlag for foretage yderligere i sagen.

Jens Boesen, daværende og nuværende direktør for håndboldklubben KIF, som nu hedder KIF Kolding København og som siden har vundet det danske mesterskab i 2014 og 2015, ønsker ikke at kommentere sagen over for TV 2 SPORT.

 

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden