Kommune: Vores skatteborgere skal ikke hænge på stor regning

Erstatningskrav fra 250 landmænd kan koste Varde og Esbjerg kommuner op mod 110 mio. kr. Men Varde har en idé, der vil sende regningen videre til staten.

I løbet af i år begynder aftalerne med de 250 landmænd, som for 20 år siden lagde jord til det omfattende naturgenopretningsprojekt, ”Operation Engsnarre”, at udløbe.

Når det sker, kommer Varde og Esbjerg kommuner til at hænge på en regning, der vil lyde på et sted mellem 30 og 110 mio. kr. Det vurderer Varde Kommune, som risikerer at ende med størstedelen af regningen.

Projektet omfatter et 2.488 hektar stort område i Varde Ådal. Siden 1997 har 250 landmænd fået økonomisk kompensation for at standse den intensive dyrkning af området i et forsøg på at skabe bedre ynglevilkår for en række fugle – blandt andet engsnarren, viben og brushanen.

Aftalen, som landmændene indgik med staten og Ribe Amt i 1997, løber ud i løbet af i år, og når kompensationen standser, vil landmændene igen dyrke jorden intensivt.

quote

Det er rimeligt, at ”Danmark” er med til at betale gildet. Det skal ikke være 50.000 borgere i Varde, der bliver ramt af det her.

Preben Friis-Hauge (V), formand for Udvalget for Plan og Teknik, Varde Kommune

Problemet er bare, at loven i mellemtiden er lavet om, så jorden nu er blevet et naturbeskyttet område under kommunerne, og derfor må landmændene ikke genoptage den intensive dyrkning. Det ventes at udløse krav om erstatning fra landmændene.

Vil frede området

Med lovændringen har staten overladt regningen for landmændenes forventede erstatningskrav til kommunerne.

Men nu vil Varde Kommune frede området for at slippe for størstedelen af regningen.

- Når vi freder det herude, fordeler vi den økonomiske byrde på andre end Varde Kommune. Det vil sige 75 procent til staten og 25 procent til kommunen, og det er mere rimeligt, end hvis 100 procent skal betales af Varde Kommunes egne skatteborgere, siger Preben Friis-Hauge (V), formand for Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune til TV SYD.

I Esbjerg er John Snedker (S), formand for Plan & Miljøudvalget ikke indstillet på en fredning.

- Det skal ske i et fælles finansielt forum med staten – sådan som det har været hidtil, siger John Snedker til TV SYD.

Han mener, det væsentligste er, at naturbeskyttelsesprojektet fortsætter, som hidtil.