Krisemøde i V-bagland: Kommuneformænd stikker hovederne sammen i aften

Der har nu gennem flere uger været uro i partiet Venstre. Derfor har partiets kommuneforeningsformænd i Region Syddanmark indkaldt til møde torsdag aften i Kolding for at diskutere Venstres fremtid.

Det er ikke meget kommuneformændene vil ud med forud for mødet. Og indtil for nylig har mødet da også været hemmeligholdt. Men ifølge flere kilder er eneste punkt på dagsordenen at diskutere fremtiden for partiets ledelse.

I går var det Venstres bagland i Region Nordjylland, der afholdt krisemøde. Og i aften, torsdag, er det så partiets kommuneformænd i Region Syddanmark, der mødes i Bramdrupdam Sports- & Mødecenter for at vende holdninger om formandskabet i Venstre. 

Hvad mødet bringer med sig, er ikke til at vide. Ingen af kommuneformændene har ønsket at udtale sig før mødet. Det er lige nu et lukket land. 

Møderne i landets regioner afholdes som optakt til et møde i Venstres hovedbestyrelse, der holdes i Brejning fredag og lørdag i næste uge.