Kommuner har sparet 2,3 milliarder kroner

Derfor gør det ondt - kommunerne har sparet 2,3 milliader kroner.

Danskerne fik for 2,3 milliarder kroner mindre service i kommunerne sidste år. Kommunerne reducerede deres serviceudgifter med det beløb.

Det viser de netop offentliggjorte regnskabstal fra Danmarks Statistik.

- Kommunerne yder et markant bidrag til at genoprette balancen i dansk økonomi. Det viser, at der i kommunalbestyrelserne er en betydelig politisk vilje til at træffe nødvendige, men vanskelige og upopulære beslutninger, siger Horsens borgmester Jan Trøjborg, der er for formand for Kommunernes Landsforening.

- Og hvis det ikke havde været for det hårde vintervejr i 2010, som slog bunden ud af kommunekasserne, så havde besparelserne været endnu større, siger Jan Trøjborg.

Besparelserne kan blandt andet ses i antallet af medarbejdere i kommunerne, som i februar 2011 var faldet med 14.000 ansatte i forhold til i februar 2010.