Kommuner høster gevinsten

Kommunerne effektiviserer og høster nu gevinsten af personale-reduktioner.  I Vejle er antallet af ansatte f.eks. faldet med 6,8 pct. sidste år.

Kommunernes Landsforening offentliggjorde torsdag, at kommunerne er nede på det laveste antal medarbejdere, siden kommunalreformen trådte i kraft. På landsplan er antallet af fuldtidsansatte faldet med 2,8 pct. sidste år.

Høster gevinst

Vejle Kommune, som består af fem gamle kommuner (Børkop, Egtved, Give, Jelling og Vejle), bryster de sig af, at de er blevet knap 7 pct. færre. Helt præcist 562 fuldtidsstillinger er væk.

- De nye tal viser, at det er lykkedes at skaffe de effektiviseringer, vi lovede i forbindelse med kommunalreformen, siger borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V). Vejle Kommune har siden kommunalreformen foretaget en lang række tiltag for at effektivisere, harmonisere og omstille. Senest var vi igennem en meget stor sparerunde i 2010. Men tallene viser også, at det tager tid at få så stor en fusion på plads og få høstet gevinsterne.

Serviceområder

Vejle Kommune har især skåret i stillinger i administrationen og på serviceområderne dagtilbud, ældre og folkeskolen.