Kommuner klar til at slås om skatten

Landets borgmestre tørner torsdag sammen for at afgøre, hvem der må sætte skatten op næste år. Borgerne risikerer at skulle betale 875 millioner mere i skat.

Minerne vil være dystre, når KL's formand Jan Trøjborg (S) torsdag samler landets borgmestre til møde i Ingeniørforeningens Hus i København.

Ifølge Jan Trøjborg er den økonomiske situation alvorlig. Samtidig har 26 kommuner meddelt, at de ønsker at hæve skatten næste år med samlet 875 millioner kroner. Det er næsten tre gange så meget, som kommunerne har aftalt med regeringen.

Jan Trøjborgs opgave er at få nogle af borgmestrene til at opgive tanken om at få borgerne til at betale mere i skat. Sker det ikke, så er finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) klar med sanktioner.

- Jeg er ikke udstyret med noget banke-på-plads-bræt, men vi må tage en intens drøftelse og se, om vi ikke kan finde hinanden. Heldigvis er det meget få kommuner, der har lyst til at betale de store "dummebøder" til Claus Hjort, siger Jan Trøjborg.

I et brev til landets borgmestre fastslår Jan Trøjborg, at det kommunale fællesskab står over for en "væsentlig udfordring", hvis man i fællesskab skal nå i mål med skatten.

KL har fået tal ind fra 89 kommuner, og det er blandt andet kommuner som Vejen, Nyborg og Vordingborg, der vil sætte skatten op. Det sker for at kunne betale for børnepasning, ældrepleje og skoler:

- Det kommer ikke bag på mig, at mange kommuner ønsker at sætte skatten op. Men at det finansieringsmæssigt ser så slet ud i kommunerne kommer måske bag på os. Der er simpelthen ikke penge til at finansiere serviceniveauet i kommunerne, siger Jan Trøjborg.

Han forventer dog, at kommunerne vil overholde aftalen med regeringen.

- I sidste ende er vi alle i samme båd. Vi skal finde en løsning, siger han.