Kommuner sløser med brandsikkerheden

Stort set samtlige kommuner i TV Syds sendeområde opfylder ikke lovkrav om automatiske springleranlæg i plejehjemsboliger. Nu skal der rettes op, siger politikerne.

Siden 2014 er 34 plejehjemsbeboere omkommet i en brand på et af landets plejehjem. Dermed er risikoen for at dø i en brand på et plejehjem langt højere end andre steder, viser tal fra Beredskabsstyrelsen.

Her i Syd- og Sønderjylland er to ældre, siden 2014, omkommet i en plejehjemsbrand i henholdsvis Billund og Hedensted kommune.

Alligevel er den gal med sikkerheden i mange plejeboliger. Derfor har kommunerne nu fået et påbud om at lovliggøre forholdene på plejehjemmene senest 15 april.

Dødsbrand årsag til undersøgelse

Det er en ny rapport fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, der har afsløret, at brandsikkerheden i mange plejeboliger ikke er i overensstemmelse med de brandkrav, som er gældende.

- Det er helt uacceptabelt, at der er kommuner her i landet, der uden andre foranstaltninger fraviger fra de krav, der er for brandsikkerhed i vores plejeboliger, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen. 

Undersøgelsen blev iværksat efter, at tre ældre kvinder i august 2018 omkom i forbindelse med en brand på et plejecenter i Norddjurs Kommune. 

Ulovlige forhold i 9 Kommuner 

Rapporten viser ulovlige forhold i ni ud af fjorten syd- og Sønderjyske kommuner. Kun en enkelt kommune har, ifølge raporten, forholdene i orden. Det er Horsens.

Ialt har 57 kommuner svaret, og det viser, at ud af 164 plejeboliger, der er underlagt kravet om sprinkleranlæg, opfylder 123 ikke de gældende lovkrav.

Hvilke kommuner har fået påbud

Tønder, Aabenraa, Haderslev, Esbjerg, Kolding, Fredericia, Billund, Vejen og Sønderborg.

Følgende kommuner har ikke svaret på undersøgelsen

Vejle, Fanø, Hedensted og Varde.

Transport-, bygnings og boligminister Ole Birk Olesen er utilfreds med kommunerne.