Kommuner svigter handicappede

Folketinget vedtog for to år siden, at handicappede kan slippe for at have arbejdsgiveransvar for deres handicaphjælpere, men mange kommuner har endnu ikke sørget for at føre loven ud i livet.

Førtidspensionist Rasmus Nielsen, Vejle, er 23 år og spastiker. Han har haft en personlig hjælper siden han var 17.

Men indtil august 2010 var det ham, der sad med alt papirarbejdet. Efter lang ventetid fik han endelig lov at give arbejdsgiverrollen videre.

Vejle Kommune betaler et privat firma for at tage sig af lønregnskab, skat og feriepenge for hjælperen.

Kommuner er bagefter

Den service yder en lang række kommuner stadig ikke. De handicappedes organisationer kritiserer blandt andet Haderslev og Aabenraa kommuner.

- Jeg har ikke overskud til at påtage mig arbejdsgiveransvaret. Der er for mange paragraffer, der kører rundt i hovedet på mig. Jeg kunne ikke klare det, siger Rasmus Nielsen.

Handicaporganisationerne kritiserer kommunerne for, at kun de færrest har ført den nye lovgivning ud i livet.

- Andre ledere tager på kursus for at udfylde ferie- og barselssedler og meget andet, så man kan ikke forvente, at en handicappet bare kan klare det, siger Bente Rey, bestyrelsesmedlem i Dansk Handicapforbund.