Borgmester går foran - graver hele sin have op

DR-serien "Gi' os naturen tilbage" har i den grad fået landets kommuner i gang med at tænke i biodiversitet. Aabenraas borgmester er gået foran med sin egen have.

Det ser vildt ud i borgmester Thomas Andresens sommerhushave. En gigantisk muldvarp, der er gået amok? 
Nej, det er såmænd ham selv, der har startet gravemaskinen for senere at så markblomster. 

 "Hvad enten det er ønsket om større biodiversitet, dovenskab eller bare kærlighed til markens vilde blomster og insekter er egentlig ikke det afgørende spørgsmål. Nu har jeg taget første skridt til den vilde græsplæne, og så vil tiden vise, hvilket argument jeg vil bruge. Naturen er sikkert ligeglad." 

Sådan skriver borgmester Thomas Andresen på sin facebook-side. 

Alt for mange insekter lider under den fattige danske natur. Det vil miljøministeren rette op på.  (Foto: Finn Grahndin)
Alt for mange insekter lider under den fattige danske natur. Det vil miljøministeren rette op på. (Foto: Finn Grahndin)


Større projekt

Den snart mere naturvenlige have på 100 kvadratmeter ligger i sommerhusområdet Vemmingbund ved Broager.   

- Jeg må indrømme, at projektet tegner til at blive lidt større end jeg regnede med, siger borgmesteren med et smil. 

quote

Vi står midt i en naturkrise.

Lea Wermelin, miljøminister, Socialdemokratiet

"Hans" kommune, Aabenraa, har meldt sig til kampen om at blive Danmarks vildeste kommune. 

- Fristen har været lidt kort, så nu har vi meldt os til under forudsætning af, at byrådet godkender det, og så ser vi, hvordan vi kan gribe opgaven an, siger borgmesteren.  

Skab masser af biodiversitet

I slutningen af 2022 kårer dommerpanelet den vildeste kommune. Det vil sige kommunen med det mest fantastiske biodiversitetsprojekt baseret på bl.a. idérigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde naturs evner og egenskaber.


Minister blæst bagover

Stadig flere kommuner melder sig til. Det har fået miljøminister Lea Wermelin, Socialdemokratiet, til at skrive på sin facebook-side:  

"Jeg er bogstaveligt talt blæst bagover af landets kommuner. Hele 62 kommuner har tilmeldt sig konkurrencen om at blive Danmarks VILDESTE kommune." Det er blevet til flere siden. 

Miljømister Lea Wermelin har opfordret de 98 danske kommuner til at deltage i konkurrencen. (Foto: TV2)
Miljømister Lea Wermelin har opfordret de 98 danske kommuner til at deltage i konkurrencen. (Foto: TV2)
Foto: TV2

Disse kommuner i TV SYDs område er med - flere kan komme til inden deadline i morgen onsdag

Aabenraa Kommune

Billund Kommune 

Esbjerg Kommune

Haderslev Kommune

Kolding Kommune

Sønderborg Kommune

Tønder Kommune

Varde Kommune

Vejen Kommune

Vejle Kommune


Naturkrise 

I en pressemeddelelse skriver miljøministeren: "Vi står midt i en naturkrise. Biodiversiteten går tilbage over alt i verden, og herhjemme er tusindvis af dyre- og plantearter i fare for helt at forsvinde. Den gode nyhed er, at alle kan gøre en forskel for naturen. Da Hjørring kommune gav plads til mere vild natur i stedet for græsørkener i haver og rundkørsler, myldrede det frem med sommerfugle og bier. Så tænk, hvis vi får hele Danmark og alle kommuner med på den rejse. Lige fra den lokale skolegård til boligblokken, plejehjemmet og idrætspladsen." 

Dommerne er Frank Erichsen aka Bonderøven, Morten DD Hansen, biolog og kendt fra TV2-serien "1 døgn, 2 hold, 3 dyr" og miljøminister Lea Wermelin.    

Danmarks vildeste kommune kan vinde den ærefulde titel og en million kroner fra Den Danske Naturfond til et vildt naturprojekt.