Koncert i Horsens betyder trængsel på vejene

Tirsdag aften kommer det amerikanske rockband Foo Fighters til Horsens for at give koncert. Skal du til det østjyske, opfordres du derfor til at tage af sted i god tid.

Er du til rock og måske endda kæmpe fan af bandet Foo Fighters, kan det være, at du er en af de heldige, der tirsdag tager bilen og kører mod Fængslet i Horsens. Her skal det amerikanske band spille, og de får selskab af danske Minds of 99 og Frank Carter & The Rattlesnakes.

Men du er ikke den eneste der skal til koncert. Arrangørerne forventer op mod 20.000 gæster, og dét sammen med en omgang vejarbejde på E45 kan give trængsel og trafikale problemer. Derfor lyder opfordringen på at tage hjemmefra i god tid. Også selvom du ikke skal til koncert.

Vejdirektoratet og Sydøstjyllands Politi oplyser, at trafikken i og omkring Horsens vil være påvirket fra klokken 15 til klokken 01. Værst vil det formentlig være fra klokken 15-19 og 23-01. Især E45 vil være ramt af kødannelser. De anslår, at der vil være kø mellem Horsens N og Horsens S mellem klokken 15 og 19. Kommer du nordfra, er der desuden vejarbejde ved Skanderborg, så her kan du også forvente ekstra rejsetid.

Er du med offentlig transport, opfordres du til at tjekke rejseplanen.dk eller midttrafik.dk, da busruterne i området er omlagt og ændret i forbindelse med koncerten.