Koncertarrangør efter løftet pegefinger fra byråd: - Jeg siger undskyld

Kreativ direktør på kulturstedet Realen på Fanø, Jeanett Exner, får en advarsel fra Fanøs byråd – og undskylder, at hun har overtrådt kommunens regler.

Byrådet på Fanø er kommet med en reaktion på, at Jeanett Exner fra kulturstedet Realen i lørdags satte en madvogn op – på trods af at de havde fået afslag på en ansøgning om at gøre det.

quote

Det er fuldstændigt uacceptabelt, at hun sætter den op, når det strider imod kommunens regler.

Sofie Valbjørn, borgmester, Fanø

- Det er fuldstændigt uacceptabelt, at hun sætter den op, når det strider imod kommunens regler. Hvis det bliver kutyme, underminerer man vores demokratiske spilleregler, siger Fanøs borgmester Sofie Valbjørn. 

Kreativ direktør for Realen, Jeanett Exner, synes ikke, at hun havde gjort noget galt, men hun anerkender, at hun har overtrådt kommunens regler for stadepladser.

- Jeg siger undskyld. Jeg lægger mig fladt ned, siger Jeanett Exner.

Realens arrangement lørdag aften var en koncert, som tiltrak 350 mennesker. Den kreative direktør begrunder regelbruddet med, at hun var i nød.

- Jeg skulle bespise 220 mennesker. Mine gæster skulle have mad, det var det vigtigste for mig, siger Jeanett Exner.

Kommunens skrivelse til institutionen Realen:

Fanø Kommune er kommet med denne reaktion.
Fanø Kommune er kommet med denne reaktion.
Foto: Fanø Kommune

Borgmester Sofie Valbjørn har en klar forventning om, at det ikke vil ske igen, men hun kan godt forstå, at Jeanett Exner var frustreret over at få afslag på dispensation.

- Reglerne er lavet for ikke at konkurrenceforvride – men alle de lokale restauratører bakkede op om det, og derfor er det ærgerligt, at formalia blokerer for at bespise de gæster, der er kommet til Fanø, siger borgmesteren.

quote

Reglerne skal laves om, de er ikke i trit med tiden.

Jeanett Exner, kreativ direktør, Realen

- Jeg mener, at vi skal have kigget på retningslinjerne for stadepladser og gå dem efter i sømmene, siger Sofie Valbjørn.

Dét er Jeanett Exner i den grad enig i.

- Reglerne skal laves om, de er ikke i trit med tiden. Når et sted som Realen har så meget succes, at alle restauranterne bliver fyldt op ved arrangementer, så skal der være andre muligheder også, siger hun.

I øjeblikket er det Fanø Kommune, der ejer den gamle skole, som i dag er lejet ud til den selvejende institution Fanø Kulturhjerte I/S, der driver stedet under navnet Realen.

Men et enigt byråd har besluttet at sælge ejendommen til Realen. På den måde kan Jeanett Exner og Realens bestyrelse fremover bedre selv bestemme over området ved spillestedet.

I lørdags stod Jeanett Exner fast på, at hun ikke ville flytte madvognen.
Video: Fotograf Christina Simonia