Kondomer og kreative plakater: Kandidaterne kæmper om opmærksomheden

Kandidaterne til kommunalvalget kæmper om de personlige stemmer. 97 procent af dem hænger valgplakater op, men nogle tager mere alternative metoder i brug.

Med et kondom og en snak om politik forsøger Bauke Keulen at få en af byrådspladserne i Varde Kommune.

- Det her er lidt mere kækt og nytænkende, og så er det lidt en PR-stunt for at iscenesætte mig som kandidat. Man gemmer typisk et kondom længere end en flyer, siger Bauke Keulen, som stiller op for Venstre.

97 procent af kandidaterne til kommunalvalget vælger at hænge valgplakater op, mens andre – som Bauke Keulen - vælger at gå mere alternative veje for at få del i de personlige stemmer.

Mens Bauke Keulen deler kondomer, flyers og slik ud på gågaden i Varde, er Merete Paarup (V) fra Kolding gået lidt anderledes til værks. Hun har lavet syv forskellige valgplakater.  

quote

Det her er lidt mere kækt og nytænkende, og så er det lidt en PR-stunt for at iscenesætte mig som kandidat. Man gemmer typisk et kondom længere end en flyer

Bauke Keulen, kandidat, Venstre, Varde

Merete Paarup (V) håber, at hun med valgplakaterne også kan sætte fokus på nogle af sine mærkesager. Eksempelvis hænger en af de syv valgplakater med teksten: ”Børnene først” nær skoler og børnehaver.

- Jeg synes, at jeg får lidt flere fortællinger fortalt, både hvem jeg er som kandidat og som person. Det er jo ikke kun sjov og ballade. Jeg får også fortalt noget med politisk substans.

Udover de syv plakater der hænger i gadebilledet, laver hun hver dag en ny plakat til Facebook.

- Vi har for eksempel haft diskussioner om biografer nede i Kolding, så der har jeg lavet mig selv som en Star Wars-figur.

Begge kandidater håber, at de alternative metoder kan skaffe dem flere personlige stemmer og en plads i byrådet i henholdsvis Varde og Kolding Kommune. 

Ved du, hvem du vil stemme på? Ta´ testen og find din kandidat her:

tvsyd.dk/kv17/kandidattest