Kørte 60 kilometer, inden hun opdagede, at hun havde glemt sin mand

Politiet i Haderslev fik tirsdag besøg af en ældre herre. Han var såmænd blevet glemt af konen.

Tirsdag kom en ældre herre ind på politigården i Haderslev. Han stod i sit pæne tøj og med en buket blomster i hånden og spurgte efter hjælp, skriver JydskeVestkysten.

En medarbejder ved politiet havde fødselsdag, så manden blev budt indenfor til kaffe og kage, mens han kunne afgive sin historie.

Manden var kørt hjemmefra sammen med sin kone og mod Vejle til en familiefest. Undervejs skulle de samle en svigerinde op i Haderslev. For at de to kvinder bedre kunne tale sammen, aftalte de, at manden skulle sætte sig om på bagsædet.

Da manden steg ud af bilen med buketten, nåede han ikke om til bagsædet, inden at de to damer var kørt videre.

Uden mobiltelefon og pung stod manden og ventede på, at de to damer opdagede, at han manglede. Da dette ikke var tilfældet, tog han turen på gåben ind til politigården.

Snakken i bilen må have gået godt, for de to damer opdagede først, at de manglede manden, da de kom til Vejle.

Heldigvis kom manden til sidst til familiefesten i Vejle.

- Manden blev hentet af sin svoger, som måtte ud at køre en ekstra tur, siger politikommissær Jens-Peter Rudbeck fra lokalpolitiet i Haderslev til TV SYD.

Manden mente selv, at sådan kan det gå, når kvinder falder i snak.