Konference aflyst: Kun 15 tilmeldt

En såkaldt spinoff-konference i Alsion i Sønderborg på mandag er aflyst. Der var kun 15 tilmeldte.

Mads Clausen Entrepreneur Park - og Sønderborg Erhvervs- og Turistcenter - stod bag arrangementet i anledning af den nationale iværksætter-uge. Konferencen havde plads til 120 deltagere.

Konferencen skulle sætte fokus på virksomheder, som opstår med udgangspunkt i en eksisterende virksomhed. Deraf begrebet spin-offs...

- Aflysningen betyder ikke, at vi helt har droppet ideen om at sætte fokus på spinoff. Vi synes stadig, at det er et emne med et stort potentiale, siger Michael Willemar Svanøe, direktør i Sønderborg Erhvervs- og Turistcenter, til jv.dk.