TV der bevæger dig

Restaurant aflyser fester frem til 1. juli efter brand

Restaurant Bondehuset i landsbyen Ellum udbrændte natten til torsdag.

Sådan så kroen ud før branden i nat. Foto: Google Streetview

1 af 2

Ejeren af restaurant Bondehuset i Ellum, Herman Eggert, må aflyse flere konfirmationsfester i den kommende tid efter nattens brand. Den første er storebededag.

- Det er en forfærdelig besked at skulle give, siger Herman Eggert til TV SYD her til morgen. Men alt er væk. Huset og al inventar!

Allerede storebededag var der booket en konfirmationsfest i selskabslokalerne. Og der er flere fester i den kommende tid, som må aflyses.

- Vi står jo lige nu over for en periode med flere konfirmationer, og det er da trist at skulle ringe til de mennesker og sige, at vi må aflyse, siger han til TV SYD.

- Vi har foreløbigt afmeldt alle arrangementer frem til 1. juli, og vi er meget kede af, at den her brand rammer vores kunders arrangementer som de gør nu, siger Herman Eggert og tilføjer:

- Hele dagen har vi siddet og afmeldt arrangementer, mens taksatoren og rengøringspersonalet går rundt omkring os. Det er forfærdeligt, siger han.

Herman Eggert fortæller, at det var en politipatrulje, som opdagede branden og fik vækket ham og de andre beboere.

- Det er ærgeligt, det er rigtigt ærgeligt. Vi har simpelthen ingen ide om, hvorfor det er sket, og vi er selvfølgelig lidt rundt på gulvet lige nu, fortæller Herman Eggert.

- Bondehuset var en stråtækt bygning, som daterer sig helt tilbage til 1872, fortæller Herman Eggert, der i 26 år har ejet stedet.

 

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden