Konflikten kan ramme dyrevelfærden

Den varslede strejke og lockout af offentligt ansatte kan få konsekvenser for de mange landbrug og slagterier, der er afhængige af Fødevarestyrelsens dyrlæger.

Fra den 4. april har omkring 15.000 statslige ansatte varslet strejke. Udvikler konflikten sig herefter til en lockout, hvor arbejdsgivere udelukker medarbejderne fra at møde op på arbejde fra den 10. april, ville det kunne ramme 120.000 statslige ansatte.

Blandt de strejkevarslede arbejdspladser er bl.a. en af Fødevarestyrelsens veterinærenheder, der holder til i Vejen. Enheden er blandt andet med til at kontrollere fødevarer, foder og husdyr. Blandt andet de tusindvis af svin, der bliver kørt fra de Syd- og Sønderjyske landmænd ud til slagterierne.

Begynder dyrlægerne fra Fødevarestyrelsen at strejke den 4. april, vil slagterierne ikke kunne slagte, så længe konflikten varer.

quote

Jeg skal have en dyrlæge, når jeg slagter, så når de ikke kommer, kan jeg ikke slagte.

Peter Hansen, ejer af slagteriet Gert Hansen, Christiansfeld

Et af de slagterier er det familieejede slagteri Gert Hansen i Christiansfeld.

- Jeg skal have en dyrlæge, når jeg slagter, så når de ikke kommer, kan jeg ikke slagte. Konsekvensen er, at vi bliver nødt til at lukke ned. Når vi ikke kan slagte, så har vi heller ikke noget kød at sælge, så er vi nødt til at lukke, siger ejer Peter Hansen til TV SYD.

Peter Hansen tror ikke, at konflikten kommer til at vare længe, så han er ikke bekymret for sin egen forretning. Dog er han bekymret for landmændene, der leverer svin til slagterierne.

- Det kan jeg som sådan godt leve med. Mine bekymringer går mere på landmændene og deres problemer med pladsen til dyrene, fordi efter alle de år, jeg har haft slagteriet, er der kommet mere fokus på dyrevelfærd, siger Peter Hansen.

Udfordringen for landmændene og svineavlerne er, at de ikke kan komme af med deres slagtesvin, når slagterierne lukker ned. Dette kan blandt andet give problemer på Avlscenter Eskegaard ved Haderslev, der årligt producerer omkring 29.000 grise.

- Så skal jeg jo fysisk finde plads til dem, og det vil jo i løbet af ganske kort tid skabe store pladsproblemer, for dyrene har jo deres arealkrav, der skal overholdes. Så ud over, at det vil gå ud over dyrevelfærden, så vil jeg blive tvunget ud i en ulovlig situation ved ikke at overholde kravene, siger ejer Erik Schultz til TV SYD.

For Erik Schultz betyder konflikten, at avlcenteret ikke kan komme af med 200 grise hver uge. Derfor går der ikke længe, før situationen får konsekvenser.

- 14 dage, så kan jeg ikke mere. Det er maksimum og i yderste konsekvens, må jeg aflive mine dyr. Jeg har aldrig prøvet det, og håber ikke jeg kommer til det. Det ville være det værste, der kunne ske, siger Erik Schultz.