Konflikten optrappet i dag

Selv om antallet af blokadevagter er nede på tre, blev konflikten mellem fagforbundet 3F og restaurant Vejlegården fredag optrappet. Blokaden blev udvidet til at omfatte leverancer til restauranten.

Efter de fælles arbejdsretlige spilleregler mellem Dansk Arbejdsgiverforening og LO kan konflikter - med det rette varsel - udvides til at omfatte f.eks. chauffører hos firmaer, der leverer varer til den blokaderamte virksomhed.

Udsigten til ikke at få leveret varer skræmmer dog ikke forpagteren på Vejlegården. Han har tegnet overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening - og vil ikke tvinges til at tegne overenskomst med 3F.

Konflikt i to år

Det er ikke første gang, 3F arrangerer blokader foran restauranter og cafeer.

På Cafe nr. 47 i Fredericia løber konflikten sådan set stadig, selv om det er snart to år siden, at den begyndte. I de første måneder med blokadevagter og sympati-aktioner fra leverandører.

Men efter nogle måneder ebbede interessen fra 3F ud. Men officielt er der stadig konflikt med cafeen, som ligesom kollegaen i Vejle har tegnet overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening.

En ud af 42

Også i Vejle har der været en langvarig konflikt tidligere. Her var det et socialdemokratisk byrådsmedlem, som kom i klemme mellem fagforeningen og sine partifæller.

Martin Sikær valgte er flere ugers blokade at tegne en overenskomst med 3F, selv om medarbejderne i Conrad Cafe i Søndergade i Vejle ikke ønskede det.

Og i dag - to år efter - er kun én ud af 42 ansatte i Conrad Cafe medlem hos 3F.