Kongepyton fundet i vaskekælder i Tinglev - ejer har meldt sig

En kongepyton blev tirsdag formiddag fundet i vaskekælder i Tinglev. Efter en times tid meldte slangens ejermand sig.

Slangen hører hverken til i den danske natur eller vaskekælderen, så nogen må savne den, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Kongepytonen er den mindste pytonslange i Afrika og er desuden en af de mest almindelige slanger holdt i fangenskab. Den er ikke umiddelbart farlig for mennesker.

- Slangen blev fundet af en beboer i huset ved 11-tiden. Den er levende - men sløv, sagde Ole Aamann, vagtchef, Syd - og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Ganske som politiet regnede med, så var slangen på udflugt fra et sted i nabolaget til findestedet midt i Tinglev - og efter en times tid meldte ejermanden sig og hentede sin slange.

Det er kun tre uger siden, at en anden slange var på spil i Tinglev, da den meget giftige sandhugorm blev opdaget på lageret hos Maersk Container Industry i Tinglev.

Slangen blev opdaget af medarbejdere på lageret, og eksperter fra Terrariet – Reptile Zoo i Vissenbjerg blev tilkaldt for at fange den giftige sandhugorm, men den undslap og forsvandt under en sokkel i bygningen.

Siden dukkede slangen så endnu en gang frem fra sit skjul under soklen, og en snarrådig medarbejder på lageret fik vippet en spand ned over krybet og tilkaldte igen folk fra terrariet, som tog slangen med til Fyn.