Kontanthjælpsmodtagere nyder gratis vinterferie

Fattige fra København og Odense holder i den kommende uge betalt vinterferie i marsken.

På kanten af Vadehavet er der ikke bare højt til loftet. Der er også så meget hjerterum, at et motel og en bondegård i Højer har inviteret 20 familier på en uges ophold med alt betalt.

Den gratis vinterferie er for folk, der ikke ellers har råd til at holde ferie. Flere end 100 fattige fra København og Odense har ansøgt om at komme med til Højer. Men der er kun plads til 20. Gæsterne ankom i denne weekend.

- Det er skønt. Jeg har altid drømt om komme på bondegårdsferie. Se hvordan fårene og køerne opfører sig om morgenen. Prøve om Morten Korch-idyllen findes i virkeligheden eller er en illusion, siger kontanthjælpsmodtager Tine Nordstrøm Persson fra Brønshøj til TV SYD.

Tine har sine tvillinger med, og selvom ferien kun lige er gået i gang, så er hun meget glad.

- Bare det, at se sine børn hoppe glade rundt i høet. Det er jeg værterne evigt taknemmelig for, fortæller Tine Nordstrøm Persson.