Kontrollører kom til skade efter Fiorentina-kamp

Det store fodboldopgør mellem Esbjerg fB og Fiorentina med over 1.000 tilrejsende fans fra Italien og Tyskland førte kun til få anholdelser, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet var før og efter kampen synlige i gadebilledet, og det lagde i sig selv en dæmper på urolige gemytter.

Ved 17-tiden begyndte fangrupperne at gå ad hver deres marchrute mod stadion ledsaget af dialog-betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Under fangruppernes march til stadion inden kampen blev fire, tre danskere og en tysker, frihedsberøvet. De to for at maskere sig, en for ordensbekendtgørelsen og en for vold mod tjenestemand. Han kastede en flaske efter en politimand.

Kontrollørerne på stadion sørgede selv for ro og orden under kampen.

De fik pacificeret nogle få italienske fodboldfans, som efter kampen valgte at skabe uro. De, der var årsag til problemerne, blev pillet ud af gruppen af Syd- og Sønderjyllands Politi og frihedsberøvet. En for vold, en for ordensbekendtgørelsen og to for politiloven.

Flere kontrollører fik mindre skader.

- Heldigvis er hovedindtrykket af de mange fans opførsel før, under og efter kampen meget positivt, siger politikommissær Tage Jehn.