Kort over digitale efternølere

Nogle danskere bliver kaldt digitale efternølere, fordi de ikke er interesseret i at bruge en computer, og dem skal kommunerne have fat i, hvis loven om digital selvbetjening skal virke.

Analyse-virksomheden Geomatic har kortlagt danskernes interesse for den nye informationsteknologi - IT, som den også bliver kaldt.

Den viser, hvor man finder de borgere, der ikke interesserer sig for omstillingen til digital borgerservice.

Geomatic betegner kortlægningen som et redskab, der kan bruges af kommunerne til at målrette deres indsats for at få fat i de borgere, der ikke har lyst til at bruge den ny teknik, eller som har svært ved at forstå den.

Uanset hvor stor eller hvor lille interessen er for denne omstilling, så er den ikke til at undgå. Det er besluttet, at borgerne skal bruge en computer til kommunikation med det offentlige system.

Om to år skal 80 procent af alle henvendelser foregå digitalt. Kommunerne arbejder på at få det til at lykkes, og mange steder går det fremad, mens det andre steder er en overgang fuld af problemer. Nogle af os er blot ikke ret digitaliserings-parate, som det nu bliver udtrykt.

Geomatic har bl.a. kortlagt it-interessen i Tønder. Kortet angiver tal på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er de områder, hvor beboerne er mindst digitaliserings-parate, mens scoren 10 gives til de områder, hvori husstande er mest digitaliserings-parate. Skalaen er blevet til ved at kombinere en række forskellige data som husstandens adgang til internettet og brugen af netbank.

Tønder Kommune har udsendt en pressemeddelelse om, at der er hjælp at hente i forbindelse med overgangen til digital post.

Kommunen vil udgive en avis om digitalisering. Den kommer med ?Digeposten? i uge 43. Samtidig vil der på kommunens hjemmeside være endnu mere fokus på det "at blive digital". Blandt andet er der en informationsvideo, der viser og forklarer, hvordan man nemt og enkelt kommer i gang.