TV der bevæger dig

Kræftpatienter fik for meget kemo

Patienterne fik alt for meget kemo. Foto: Colourbox.

Tre kræftpatienter kan være døde, fordi de fik for meget kemoterapi.

Fejlbehandlingen er sket både i region Syddanmark og region Midtjylland.

Tre af disse patienter på Århus Universitetshospital er døde i forløbet, og hospitalet kan ikke udelukke, at overdoseringen har spillet en rolle.

Patienter med prostatakræft har både i 2012 og 2013 fået kemoterapi i doser, der har været 16-21 procent større end ordineret.

Det kan have givet patienterne kraftigere bivirkninger i forbindelse med kemoterapien.

Sundhedsstyrelsen kritiserer sygehusapotekerne i Vejle, Aarhus og Odense for fejlmedicinering.

Selv om indlægssedlen blev opdateret i oktober 2012, fortsatte sygehusapotekerne i Vejle, Aarhus og Odense med at blande medicinen forkert.

I alt 99 patienter ramt af prostatakræft er blevet fejlbehandlet med for høj dosis kemomedicin i Region Midtjylland og Syddanmark.

 

 

  •  Hospitalerne begyndte at tilbyde behandling med cabazitaxel fra 2012 til visse patienter med prostatakræft.
  •  Behandlingen gives til patienter, hvor kræften har spredt sig til andre dele af kroppen, og hvor andre behandlinger ikke længere har effekt.
  •  Behandlingen kan ikke kurere kræftsygdommen, men den kan være livsforlængende.
  •  Cabazitaxel er et stof, som kan give alvorlige bivirkninger, der selv i korrekte doser i sjældne tilfælde kan medføre dødsfald. Patienterne kan bl.a. få alvorlige infektioner, fordi immunforsvaret bliver påvirket af behandlingen.
  •  Sundhedsstyrelsen er underrettet om sagen, som også er indberettet i Dansk Patient Sikkerheds Database (DPSD)
  •  Fejlen er opstået, fordi cabazitaxel leveres i to små hætteglas. Det ene indeholder lægemidlet i koncentreret form. Det andet en væske, som lægemidlet skal blandes op i, inden patienten får det.
  • På hætteglasset med koncentrat står, at det indeholder 1,5 ml. og på hætteglasset med væsken står, at det indeholder 4,5 ml. Men reelt indeholder glassene henholdsvis 1,83 ml. og 5.67 ml.
  •  Forskellene i opgivet og reelt indhold fremgår hverken af etiketterne eller det første produktresumé.
  •  Andre europæiske hospitaler har - på grund af forskellene i den angivne og den reelle mængde - blandet cabazitaxel i for kraftige doser. Det er rapporteret i Spanien, Finland og Holland.
  •  I 2012 rettede producenten Sanofi produktresumeet, men hospitalernes personale blev ikke advaret om risikoen for fejl før 7. november 2013, hvor Sanofi sendte en advarsel ud til hospitalerne.
  •  24. januar 2014 sendte Sundhedsstyrelsen brev til regionerne og pålagde dem at skærpe kontrolprocedurer i forbindelse med færdigblanding af lægemidler.
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden