Kræver rekord-høje erstatninger

Der bliver krævet rekordhøje erstatninger til ofrene i Esbjerg-sagen, hvor en mand er tiltalt for at have misbrugt 10 børn i over 20 år.

Bistandsadvokat Mona Melberg, der også var bistandsadvokat i Brønderslevsagen, oplyser til P4 Esbjerg, at hun vil kræve 3.060.000 kroner i erstatning, hvis den tiltalte 40-årige mand bliver fundet skyldig i sagen.

600.000 kr. til hver

Det afgøres tidligst i næste uge. Sagen kører på tredje uge ved retten i Esbjerg.

Advokaten vil kræve 600.000 kroner i erstatning til hver af de fem børn, hun repræsenterer i sagen, samt 60.000 kroner til et sjette barn.

I retten siger advokaten, at politikere via loven bør ændre retspraksis for erstatning i den slags sager.

Brønderslev-sagen

Hun har erfaring i misbrugssager og var blandt andet bistandsadvokat for det ældste offer i Brønderslevsagen, hvor en far tidligere på året blev dømt til forvaring på ubestemt tid.

Her forlangte Mona Melberg forgæves en erstatning, der voldsomt brød retspraksis.

Vil ændre retspraksis

Det vidste hun på forhånd, sagde hun, da hun fremsatte kravet, mens hun appellerede til en ændret retspraksis.

Hun forlangte en erstatning til den ældste misbrugte datter på 967.000 kroner. Men dommere og nævninger fastsatte erstatningen til 150.000 kroner.

Det samlede erstatningskrav for de mange børn i Brønderslevsagen var på cirka to millioner kroner.

I Esbjerg fortsætter domsforhandlingen i denne uge, hvor den tiltalte blandt andet skal forklare sig om et overgreb på en pige på Lolland. Det er en anklage, der først er kommet frem under efterforskningen i sagen.