Kraftig torden og skybrud på vej

Et kraftigt tordenvejr er på vej fra det vestlige Tyskland op over Danmark. DMI venter det rammer vestkysten ved 12-tiden og dækker hele landsdelen klokken 14.

Meteorolog, Kamilla Busk-Nielsen, fra DMIs vejrcenter i Skrydstrup, varsler op mod 25 millimeter regn på bare halvanden time i det meste af landsdelen. Samtidig vil der være masser af torden i uvejret.

- Det tegner temmelig vådt og det vil være skybrudslignende tilstande, siger Kamilla Busk-Nielsen.

Tirsdag og onsdag vil et højtryk kortvarigt stabilisere vejret, inden nye fronter med regn igen når frem til landet fra syd og sydvest.