Kraftigt regnvejr på vej

Tirsdag bliver en rigtig våd dag. Ifølge prognoserne er der nemlig udsigt til cirka 25 millimeter regnvand, hvilket svarer til en halv måneds nedbør i juli.

Der bliver rigeligt brug for gummistøvler og regntøj i løbet af tirsdagen. Et kraftigt regnvejr er nemlig på vej ind over Danmark. Lokalt er der udsigt til op mod en halv måneds regn i løbet af dagen.

I Syd- og Sønderjylland er der udsigt til 22 millimeter nedbør. Der er også en våd tirsdag i vente for vestjyderne med hele 25 millimeter nedbør.

Der er grund til at være forsigtig i regnvejret. Den kraftige regn medfører nemlig fare for oversvømmelse af lavtliggende områder og kældre, akvaplaning og nedsat sigtbarhed.