TV der bevæger dig

Krav om ligestilling for danske skoler i Tyskland

05:09

Lars Løkke Rasmussen - lægger fortsat pres på tyskerne for at få danske skoler syd for grænsen ligestillet med tyske.

1 af 2

Det danske pres mod regeringerne i Kiel og Berlin fortsætter for at opnå fuld ligestilling for de danske skoler i Sydslesvig.

Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), har ellers for nylig udtalt, at med de godt 25 mio. kr. fra Berlin til de danske skoler i Sydslesvig er der fundet »en løsning, som er til at leve med. Og så skal vi videre«.

Ifølge statsministeren betyder udtalelsen dog ikke, at kampen for ligestilling stopper.

- Jeg har givet et længere interview til Der Nordschleswiger, hvorfra citater i dansk presse desværre er taget ud af den større sammenhæng, siger Lars Løkke Rasmussen til Flensborg Avis.

- Den tyske forbundsregering og Forbundsdagen i Berlin har sendt et klart signal ved at yde et bidrag til de danske mindretalsskoler, så vi næsten opnår fuld ligestilling. Det er dette bidrag fra Berlin, som jeg hilser velkomment i interviewet til Der Nordschleswiger. Og som får mig til at konkludere, at resultatet for 2011 trods alt er bedre end det oprindelige udspil, fra før Berlin trådte til, fortsætter den danske statsminister.

Lars Løkke Rasmussen slår dog fast, at fuld ligestilling over for de danske skoler i Sydslesvig er helt centralt for regeringen.

- Vi må selvfølgelig samtidig konstatere, at delstaten i Slesvig-Holsten ikke sikrede 100 procent ligestilling. Jeg har aldrig lagt skjul på den danske holdning over for Slesvig-Holstens ministerpræsident. København-Bonn-erklæringerne bør respekteres. Ligestilling er et helt centralt princip for regeringen, siger Lars Løkke Rasmussen.

Formanden for Sydslesvig-udvalget, Kim Andersen (V), er helt på bølgelængde med den danske statsminister.

- Ligestillingsprincippet er vigtigt i dansk mindretalspolitik. Det samme er København-Bonn-erklæringerne. Dem skal vi holde fast i og respektere. Derfor er Kiel-regeringens diskriminerende sparekrav over for Dansk Skoleforening også et stort tilbageslag, siger Kim Andersen til Flensborg Avis.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden