Krematorier ikke bygget til fede

Fedme-epidemien giver nu også problemer for landets krematorier. De er ikke bygget til de høje temperaturer, som afbrænding af store mængder fedt giver.

Nyhedsmagasinet Ingeniøren fortæller, at der i Tyskland har været flere brande i krematorie-anlæg.

Senest i den vesttyske by Hameln i januar.

Her havde man fået bugseret et 200 kg tungt lig ind i ovnen og startet brændingsprocessen ved over 850 grader celsius. 15 minutter senere stod flammerne ud af krematoriets ti meter høje skorsten.

- I Danmark har overvægtige afdøde også givet problemer i ovnene, fortæller konsulent i Danske Krematoriers Landsforening, Ernst Jensen til Ingeniøren.

De danske ovne har automatisk styring, så lufttilførslen til forbrændingen lukker ved 1.150 til 1.200 grader.

- Alligevel har vi observeret, at meget tunge og fedtholdige personer kan give højere temperaturer, siger Ernst Jensen.

Ovnene kan ikke holde til temperaturer over 1.200 til 1.300 grader i hovedbrændkammeret.

I Danmark er det kun i Aabenraa Sogn, at der findes en ovn til særligt store personer, men lignende ovne er under opførsel i Ringsted, hvor der bygges et fælleskrematorium for Sjælland og Lolland-Falster.