Krigshelt fra 1849 mindet - men hvor længe?

En af dansk histories (få) sejrrige generaler blev i dag mindet på Dybbøl Kirkegård. Men hvor længe kan den tradition holdes i live?

General F.R.H. Bülow blev mindet på kirkegården, hvor han er begravet. Hans største bedrift var i Fredericia den 6. juli 1849. Bülow stod bag angrebet ud af den belejrede by, hvor danskerne besejrede og fordrev slesvig-holstenerne.

Mindehøjtideligheden står hjemmeværnet for sammen med Dybbøl Kirke.

Men det begynder at knibe med deltagerne, som i mange tilfælde er over 65 år.

- Her i området, hvor vi har så mange mindesmærker over faldne soldater, synes jeg, at det er vigtigt, at vi kan fortsætte den tradition. Om det kan blive ved i lige så lang tid, ved vi ikke. For der skal yngre mennesker med, siger kirkeværge Flemming Jensen til TV SYD.

Han er også formand for Sønderjysk Dragonforening, og her forsøger de hele tiden at få yngre medlemmer med.

- Men det er svært. For når de unge mennesker kommer hjem fra soldatertiden, så har de jo alt muligt andet at gå op i. Vi må konstatere, at vore medlemmer er 65 år+.