Kriminelle bander i sommerhuse

Politiet beder om hjælp til at finde omrejsende kriminelles opholdssteder.

Kriminelle bander lejer ofte sommerhuse eller hytter på campingpladser, hvor de bor, mens de rejser rundt og begår kriminalitet.
Det viser Syd- og Sønderjyllands Politis efterforskning.

De kriminelle bander - der både kan være danske og udenlandske - begår tyverier, indbrud, tricktyverier osv.
Derfor beder Syd- og Sønderjyllands Politi om, at alle - og især udlejere af sommerhuse, bestyrere af campingpladser og andre i branchen - er opmærksomme på mulige kriminelle.

Det kan være mistænkelige personer, køretøjer og aktiviteter i sommerhusområder, på campingpladser, rastepladser og lignende.
Hvis man ser, at der for eksempel bliver læsset ting og sager af køretøjer af flere omgange, at der bliver kørt til og fra sent om aftenen eller om natten, at der skiftes biler, eller at bilerne har fået fjernet eller afdækket nummerpladerne, er der grund til at være mistænksom.

Politiet hører meget gerne fra dig, hvis du har set noget mistænkeligt. Politiet har tlf. 114.