TV der bevæger dig

Kristelige tavse om abort-kors

02:36

Dødens mark i Hedensted.

1 af 2

Kristendemokraterne stiller talstærkt op til byrådsvalget i Hedensted Kommune med ni kandidater, men kandidaterne er tavse om den mest varme sag i kommunen, nemlig 16.000 kors på en mark ved motorvejen.

De er stillet op af foreningen Retten til Liv som en tavs protest mod abort. Korsene markerer, at der i Danmark udføres 16.000 aborter om året.

Både Vejdirektoratet og Hedensted Kommune har krævet korsene fjernet. Vejdirektoratet har henvist til, at der ikke må opsættes propaganda i det åbne land. Direktoratet mener, at korsene kan stjæle motorvejs-bilisternes opmærksomhed fra kørslen.

Hedensted Kommune har påpeget, at korsene står inden for å-beskyttelseslinie for Gesager Å.

Ingen holdning

Kristendemokraterne har ingen holdning til korsene, selv om partiet har rødder i Kristeligt Folkeparti, der i 1970 opstod i protest mod abort og fri porno.

- Vi vil ikke tage æren for korsene, nøjes spidskandidat for Kristendemokraterne i Hedensted, Birgit Jakobsen, med at sige.

Hun understreger, at kampen mod fri abort stadig har høj prioritet i partiet.

Hans Kristian Skibby, folketingsmedlem og byrådsmedlem i Hedensted for Dansk Folkepart, undrer sig over sine politiske modstandere i Kristendemokraterne.

- Jeg forstår simpelthen ikke, at de ikke bakker om om Retten til Liv, når de er modstandere af fri abort.

Borgmester Kirsten Terkilsen (V) håber bare, at sagen snart kan afsluttes.

- Retten til Liv har fået masser af omtale, så nu bør de fjerne korsene, mener hun.

Retten til Liv har gjort indsigelse mod, at korsene skal fjernes, og nu overvejer Vejdirektoratet det næste skridt. Direktoratet kan fjerne korsene på foreningens regning.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden