Kristent livsstykke med i 3. sæson af strikkedysten

Lørdag den 17. september kl. 19.55 på TV SYD PLUS sendes første afsnit af ”Den Store Strikkedyst”.

En af de deltagere, som seerne kommer til at møde, er 29-årige Louise Woller Skovdal fra Vejle.
Louise lærte at strikke fra barnsben med mor som læremester. Allerede da hun gik i 7. klasse, havde hun strikket sin første sweater, så der var ikke meget tilbage, som skolens håndarbejdslærerinder kunne lære hende.  

Louise bor i Vejle sammen med Johny og deres to børn, Vilfred på 4 år og Ada på 1 år. Da optagelserne til ”Den Store Strikkedyst” begyndte, var Louise på barselsorlov efter et vikariat. Men nu er både vikariat og barsel slut, og hun skal ud at finde et job. Louise er uddannet mønsterkonstruktør. En uddannelse, hvor hun udtænker og udarbejder produktionsmetoder til f.eks. mønstre til fremstilling af beklædning.
Udover et fast job er drømmen, at hun engang kan starte for sig selv som mønsterkonstruktør af strikkeopskrifter og strikkedesign.  

Også fritiden bruger hun på at strikke, sy og hækle, og sammen med familie og venner kommer hun i frimenigheden Broen i Vejle. 

Louises tro på Gud viser hun synligt på den ene fod med tatoveringen Johs. 3.30. Et bibelvers, hvor der står: ”Han skal blive større – jeg skal blive mindre”.  Den fik hun lavet efter et møde i Indre Missions Ungdom, hvor hun blev fanget af lige netop det bibelvers.  Det skal minde hende om have mindre fokus på sig selv og i stedet tænke over Guds plan med hende.   

Louise Woller Skovdal fra Vejle.
Louise Woller Skovdal fra Vejle.
Foto: Wasabi Film

Hvorfor meldte du dig til casting på ”Den Store Strikkedyst”?
- Jeg havde set de to foregående sæsoner og syntes, det var spændende. Opgaverne så sjove ud, så det ville jeg da med til. Jeg fortrød rigtig mange gange – men det var før, optagelserne startede. Allerede efter den første dag var jeg solgt. Solgt til stemningen, til strikketøjet, til de andre deltagere.    

Hvad så bagefter?
- Jeg har haft så mange store oplevelser i forbindelse med ”Den Store Strikkedyst”. Og det er jo slet ikke slut endnu. Vi skal deltage i strikkefestivalen på Fanø og i Kreative Dage i Fredericia. Og så ses vi privat, alle os, der strikkede sammen på Gram Slot.
Jeg er faktisk lidt genert, så jeg er meget spændt på, hvordan det bliver at være ”strikke-kendis”.  Nu må vi se – det er jo heller ikke sikkert, at folk kan genkende mig.
Vilfred på 4 år glæder sig i hvert fald til at se mor i fjernsynet.  Han kender allerede en masse til strik, for det er slet ikke usædvanligt, at mor sidder på gulvet mellem Legoklodserne og strikker.

 

Louise Woller Skovdal

Alder:            29 år
By:                 Vejle
  • Når jeg strikker, så bliver jeg så glad af at se, hvad jeg kan skabe med min fantasi og mine hænder.
  • Jeg var med i Den Store Strikkedyst, fordi udfordringerne så sjove ud.
  • Det mest overraskende ved at være med i Den Store Strikkedyst var, at jeg slet ikke kunne sidde stille, når spændingen var høj i konkurrencen.
  • Jeg tænker stadig på, da dommerne sagde til mig, at jeg var forudsigelig, dét gad jeg ikke at være.
  • Når jeg køber garn, smiler min mand, og glæder sig over, at det kan gøre mig så glad.
  • Mine karakteristika som strikker er, at jeg er glad for pasteller og klare farver. Jeg tror, jeg kan strikke alt, så jeg kaster mig ofte ud i forsøg, uden at tænke så meget.
  • Det strikketøj, som jeg er allermest stolt af, er det tørklæde, som jeg har strikket i tofarvet patent af rester.
  • Det helt specielle ved strikkere er, at de har et helt særligt fællesskab på grund af den fælles passion. Få ting kan bringe folk sammen som strikketøj.
  • Skal jeg forkæle mig selv, så får jeg et glas hvidvin på altanen med en veninde, mens jeg begynder på et nyt spændende strikkeprojekt.
  • Hvis jeg måtte tage tre ting med på en øde ø: Min bibel, mit knit pro strikkepindesæt (jeg finder vel nok noget man kan strikke af 😊) og en radio indstillet på radio24syv.
  • Et af mine forbilleder er Julia Lahme. Hun skrev bogen "Hvor lagde jeg babyen", og hun formår at være ærlig omkring de knapt så rosenrøde sider af at være mor.
  • Min bedste egenskab er, at jeg formår at prioritere strik over rengøring 😉
  • Jeg kunne godt drømme om, at jeg var bedre til at rydde op efter mig selv.
  • Hvis der er noget, jeg ønsker for fremtiden, så er det at kunne leve af min passion: Strik.