TV der bevæger dig

Kristian Kjærlunds familie var overrasket over X Factor-triumf

01:25

Malene Kjærlund Madsen og Henrik Kjærlund fejrede sejren med champagne i foyeren i Forum Horsens. Se interviewet med dem her. Video: Jonas Borch Kragh, TV SYD.

Malene Kjærlund Madsen og Henrik Kjærlund fejrede sejren med champagne i foyeren i Forum Horsens. Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD.

1 af 2

Smilene var brede, og champagnen var fundet frem, da Kristian Kjærlunds familie fejrede sejren fredag aften.

Forstenet og fuldstændig målløs stod Kristian Kjærlund på scenen fredag aften, da det blev annonceret, at han var vinderen af 2019-udgaven af det populære sangprogram X Factor på TV 2.

Og det var ikke kun Kristian Kjærlund selv, der måbede i Forum Horsens fredag aften. I salen sad Kristian Kjærlunds familie også, og de var ligeså positivt overraskede over, at der nu skal sidde en X Factor-vinder med til bords, når familien samles.

- Det skal man vist lige vænne sig til. Den havde vi ikke lige set komme, lød det fra Kristian Kjærlunds far, Henrik Kjærlund.

- Nej, den havde vi ikke lige set komme. Vi havde måske set det, da han var lille, ikke? Og så har vi alligevel aldrig regnet den ud, fortalte en begejstret søster, Malene Kjærlund Madsen.

Henrik Kjærlund var både glad og stolt, da han blev interviewet på scenen efter finalen. Foto: Jonas Borch Kragh, TV SYD.

Blæst bagover

Hun har tidligere fortalt TV SYD, at det faktisk først var på X Factor-scenen, at det gik op for hende, at Kristian Kjærlund faktisk kunne synge, selvom han har sunget meget gennem sin barndom.

- Jeg har aldrig hørt så god en lyd, som han har vist her. Han har blæst mig bagover med den stemme der, lød det før finalen fra Malene Kjærlund Madsen.

Blæst bagover blev familien og de øvrige 3500 publikummer i et udsolgt Forum Horsens. Og familien beskrev, at det var surrealistisk at sidde nede i salen.

- Man sidder jo bare der og følger med i showet og håber selvfølgelig, at han ikke kvajer sig, og at det går nogenlunde. Men man er jo egentlig lidt paralyseret og sidder der bare. Der gik ikke mange overvejelser igennem mit hoved. Det gjorde der ikke, siger Henrik Kjærlund.

Champagne i foyeren

Efter at Forum Horsens var tømt for mennesker, så stod en lille flok venner og familie til Kristian Kjærlund tilbage i foyeren og skålede i champagne. De var glade, og samtidig var de spændte på fremtiden.

- Jeg frygter lidt, at jeg kommer til at se endnu mindre til Kristian. Men så kan det være, at vi lige kan ringe sammen og høre: ”Har du hørt fra ham?”, lød det fra Malene Kjærlund Maden.

Kristian har ud over æren vundet en pladekontrakt og spilletid på sommerens Skanderborg Festival.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App