TV der bevæger dig

Kritik mod region for urent trav med ambulance-udbud

Regionsrådet i Region Midtjylland har bag lukkede døre balanceret på kanten af loven om udbudsret. Det skete for at holde liv i det lokale ambulancefirma Responce.

Det viser en række fortrolige dokumenter fra Region Midtjylland, som Horsens Folkeblad er kommet i besiddelse af.

Dokumenterne viser bl.a, at regionspolitikerne i maj sidste år - på trods af, at Responce ved licitation havde fået opgaven med ambulancekørslen - gav Responce 13,7 mill. kr. ekstra om året for at udføre arbejdet, fra 1. juli 2010 til kontraktens udløb i november 2013.

Det er så markant en stigning i betalingen til Responce, at det tilsyneladende var et brud på reglerne om udbud. Det vurderer professor Michael Steinicke, som er ekspert i udbudsret ved Handelshøjskolen i Aarhus.

- Ændringen er så stor en forøgelse af kontraktsummen, at jeg har svært ved at se, hvordan det kan være lovligt, siger Michael Steinicke til Folkebladet. Regionsrådspolitikerne var orienteret om, at reglerne kunne blive overtrådt. De fortrolige dokumenter indeholder nemlig en vurdering fra en advokat, som regionen bad vurdere den ændrede kontrakt.

I et brev fra den 7. maj 2010 skrev advokaten, at omlægningen af beredskabet og dermed prisen er ?behæftet med en betydelig tvivl? i forhold til udbudsrettens rammer. Juristen skrev også, at en overtrædelse af reglerne gav Region Midtjylland pligt til ?snarest at gennemføre et nyt udbud af ambulancetjenesten i delområde Horsens?.

Det skete bare ikke, og det høje millionbeløb blev af regionsrådspolitikere over for Folkebladet dengang forklaret med flere ændringer i ambulanceberedskabet i Horsens-området.

Men ifølge dokumenterne blev de knap 14 mill. ekstra kr. i lige så høj grad givet for at redde Responce. I et fortroligt notat fra Sundhedsplanlægningen i regionen fra den 10. maj 2010 står bl.a.: ?Accepten af forslaget (ændringerne red.) er en forudsætning for, at Responce A/S kan fortsætte driften (...) Med henblik på at sikre stabilitet i varetagelsen af opgaven i området samt at bevare konkurrenceelementet på udførelsen af ambulancetjenesten i hele regionen er det afgørende, at Responce A/S fastholdes som aftalepart.?Hele vejen igennem har Responce tilsyneladende haft svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

I marts 2010 - kun tre en halv måned efter at Responce overtog ambulancekørslen - kontaktede ambulancefirmaet regionen, fordi firmaet var i pengenød. Af et fortroligt notat fra regionen fremgår, at ambulancekørslen gav så stort et underskud for Responce, at firmaet var tæt på at trække sig fra kontrakten. Efter at have fået forelagt sagen sidste torsdag har regionsrådsformand Bent hansen (S) endnu ikke ønsket at svare konkret på avisens spørgsmål.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden