Kroatisk målmand til Sønderjyske

Superligaklubben Sønderjyske får med omgående virkning tilgang af Marin Skender, 33, der har underskrevet en kontrakt gældende for resten af indeværende sæson.

Den kroatiske målmand skifter fra den georgiske ligaklub, FC Dila Gori, hvor han i denne sæson har spillet 31 kampe. Marin Skender har prøvetrænet hos Sønderjyske i en uge, og har ifølge sportschef Ole Nielsen gjort et godt indtryk.

- Marin Skender har leveret en god trænings uge hos os. Han har spillet mange kampe på højeste niveau, og vi får derfor også en målmand med stor erfaring og rutine.

Netop erfaringen er blevet vægtet højt i forhold til det forår, som jeg forventer, bliver tæt og brutalt.

- Marin Skender er en god målmand, som er utrolig reaktionsstærk, og vi glæder os til at få ham i aktion i den lyseblå trøje, slutter Ole Nielsen.