Kronprins Frederik gi'r lokalt løb baghjul

Arrangørerne havde forventet 1.000 tilmeldinger til City Half-løb i Esbjerg søndag, men konkurrencen fra Royal Run har været for hård.

Klokken 11.00 søndag formiddag skydes Esbjergs halvmaraton – Esbjerg City Half-løbet – i gang. Men der er langt færre løbere, der stiller til start end forventet. Kun godt 500 har løst billet til løbet, og det er betydeligt færre end sidste år.

- Vi har i arrangørkredsen diskuteret, hvorfor der er så få tilmeldte i år, og den mest oplagte grund er, at der i år har været en meget tætpakket løbskalender i Esbjerg, siger Niels Bækgaard, som er direktør for Sport & Event Park Esbjerg til TV SYD.

Esbjerg City Half arrangeres af Sport & Event Park Esbjerg og Esbjerg Atletik og Motion i et partnerskab med Esbjerg Kommune og Esbjerg City.

quote

Der kommer hele tiden nye løb til, og antallet af løbere er nogenlunde konstant, så konkurrencen er stor.

Niels Bækgaard, direktør for Sport & Event Park Esbjerg.

Niels Bæksgaard peger på to helt afgørende konkurrenter i løbskalenderen: Kronprins Frederiks ”Royal Run”, som flere end 5000 løbere i Esbjerg deltog i den 21. maj, og europamesterskaberne i ekstremløbet OCR, som holdes i Esbjerg i slutningen af juni og begyndelsen af juli. I forbindelse med EM i OCR kan almindelige løbere prøve kræfter med den professionelle forhindringsbane.

- De to løb er ekstraordinære løb i år, og vi tror på, de er den primære årsag til, at færre har meldt sig til Esbjerg City Half i år, siger Niels Bækgaard.

Giver ikke op

Niels Bækgaard tror derfor på, at Esbjerg City Half kan trække mange løbere til igen næste år.

- I år må vi konstatere, at markedet er mættet, men vi giver ikke op, siger han. 

Esbjerg City Half satser på at tilbyde løberne en unik sightseeing-oplevelse i Esbjerg, mens de løber halvmaraton.
Esbjerg City Half satser på at tilbyde løberne en unik sightseeing-oplevelse i Esbjerg, mens de løber halvmaraton.
Foto: Google Maps / Esbjerg City Half

Esbjerg City Half er et nyt løb, som startede i 2017. Løbet er anlagt ad en slags ”sightseeing-rute” i Esbjerg, så løberne undervejs får byen at se fra nye vinkler.

- Vi planlægger et nyt løb til næste år, men det er klart, at hvis vi igen oplever faldende deltagelse, så kan det komme på tale at lukke løbet. Under alle omstændigheder er vi i hård konkurrence med de mange løb, der findes landet over. Der kommer hele tiden nye løb til, og antallet af løbere er nogenlunde konstant, så konkurrencen er stor, konstaterer Niels Bækgaard.