Kronprinsen uddelte priser

Kronprins Frederik overrakte priser til tre danske virksomheder, der kan dokumentere energieffektivitet og CO2-reduktion i fremstillingen eller anvendelsen af deres byggematerialer.

Det skete på en messe for byggevarer med 300 udstillere i Fredericia. Det var tredje år kronprinsen stillede op til at uddele energi-, miljø- og klimapriser.

21 virksomheder var nomineret til priserne af organisationer i byggeriet og klimaministeriet.

Betongruppen RBR modtog klimaprisen for udvikling af klimavenlige miljøsten, Sundolitt fik energiprisen for deres energibesparende Sundolitt Climate House, og Saint-Gobain Gyproc blev hædret med miljøprisen for deres innovative letvægts-gipsplade.