Kronprinsens løb får nye løbere til at snøre løbeskoene

Kronprins Frederiks mission om at få flere danskere til at bevæge sig ser ud til at være lykkedes med Royal Run.

Udsigten til at løbe med kronprinsen har fået mange danskere til at snøre løbeskoene for første gang. 70.575 mennesker har meldt sig til at løbe enten 1,6 eller 10 kilometer med kronprinsen 2. pinsedag. De 6.662 af dem løber i Esbjerg.

I Esbjerg løber 2.609 deltagere 10 kilometer, mens 4.053 løber en engelsk mil som er 1609 meter. For rigtig mange af dem, der løber den korte distance, er det første gang, de deltager i et løb. Faktisk har hver fjerde løber på den korte distance i Esbjerg aldrig deltaget i et løb før. På 10-kilometer distancen gælder det for hver tiende. 

Det er især kvinderne, der gerne deltager i det royale løb. Hele 59 procent af deltagerne er kvinder. 

Forventer ingen rekorder
Kronprinsen regner dog ikke med at slå nogen rekorder, når han gæster Esbjerg mandag. Søndag fortalte han i en facebookvideo, at han har døjet med problemer i ryggen.

- Jeg kan ikke løbe, som jeg gerne ville. Men jeg stiller til start i alle fem byer, og jeg glæder mig til at se alle derude, siger han på Facebook. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.