Se video: Kronprinsesse Mary gav sig god tid til at hilse på røddingborgere

Kronprinsessen ankom torsdag formiddag til Rødding for at fejre Danmarks første højskole.

I en kameluldsfarvet dragt steg Kronprinsessen ud af Krone 8 og blev modtaget af forstander Mads Rykind-Eriksen. Efter af have fået overrakt en buket gik hun over for at hilse på de mange tilskuere. Her var mange børnehavebørn mødt frem med papkroner på hovedet.

Flere lokale røddingborgere fik lejlighed til at hilse personligt og give hånd til den populære kronprinsesse.

Kronprinsesse Mary på Rødding Højskole
Kronprinsesse Mary på Rødding Højskole
Foto: Michael Nielsen, TV SYD

En kæmpe dag

Festlighederne på den gamle højskole begyndte med jubilæumsgudstjeneste i den nærliggende frimenighedskirke.

- Det er en kæmpe dag. Det at stå og vide at det er 175 år siden, de første højskolefolk gik i gang her i Rødding, det er en meget stor oplevelse. Det, at vi har så dybe rødder og det, at vi stadig er aktuelle i dag som højskolebevægelse, siger Mads Rykind-Eriksen til TV SYD.

- De unge mennesker, der kom tilbage fra højskolen til lokalsamfundet, de var jo med til at starte foreningsdanmark, andelsdanmark og dermed hele det moderne Danmark, der vokser frem fra anden halvdel af 1800-tallet og som bragte os ind i den moderne tid. Højskolen har været en central spiller i det, fortæller forstanderen.

Forankring og udsyn er også to begreber, der fylder på den moderne højskole. Den danske historie holdt sammen med de begivenheder der sker i Europa og resten verden. Som et aktuelt eksempel nævner forstanderen klimadebatten.

- I forhold til eleverne, de unge mennesker der er søgende, skal vi, som højskole, give dem en identitet og en tro på sig selv. Vi kalder det at give dem livskraft og livsmod - det er en væsentlig opgave for os, mener Mads Rykind-Eriksen.

Kronprinsesse Mary på Rødding Højskole
Kronprinsesse Mary på Rødding Højskole
Foto: Michael Nielsen, TV SYD